Kære Brian Mikkelsen

Tak for dit svar af 12.03.2010
Vi er helt enige i regeringens målsætning på området, og vi bidrager gerne til at nå målet. Men vi er nødt til at gøre opmærksom på, at der er en grundlæggende forskel på opfindere og iværksættere, som vi kan illustrere med denne figur.

Opfindere er en kilde til innovation, hvorimod iværksættere udnytter innovation. Dermed ikke være sagt, at iværksættere ikke kan frembringe innovation, eller at opfindere ikke kan blive iværksættere. Men dygtige opfindere har mange idéer og opfindelser på mange forskellige områder, som ofte retter sig mod helt forskellige markeder og målgrupper, og derfor bedst kan udnyttes af forskellige iværksættere eller eksisterende virksomheder. Opfinderen kan ikke blive iværksætter på grundlag af alle de forskellige idéer og opfindelser, han arbejder med. Og mange opfindere egner sig ikke til at blive iværksættere eller har ikke interesse i det – de vil gerne fortsætte med at drive deres opfindervirksomhed med fokus på det, de er gode til. Mange opfindere ønsker simpelthen at sælge deres opfindelser på licens ligesom en forfatter sælger sine bøger til et forlag, en musiker sælger sin musik til et pladeselskab og en kunstner sine værker til en kunsthandler.

Opfindere arbejder typisk alene eller i meget små virksomheder med 2 – 3 medarbejdere uden ambitioner om at blive større. Det ændrer ikke ved, at de kan levere innovation som grundlag for masser af arbejdspladser. Men det indebærer, at opfindere aldrig kommer i betragtning til langt de fleste af de ordninger, der er rettet mod iværksættere. Og den grundlæggende forskel indebærer, at mange af de rådgivere, som støtter iværksætterne, ikke har indsigt i opfinderens særlige udfordringer. Så bortset fra de midler, der gennem Patent- og Varemærkestyrelsen står til rådighed for nyhedsundersøgelser, og de få og spredte tiltag i lokale erhvervsudviklingsorganisationer, er der kun et reelt tilbud til opfindere: Opfinderrådgivningen.

Det er fint, at vi har Opfinderrådgivningen hos Teknologisk Institut, men det er ikke godt nok at et enkelt institut har monopol på den rådgivning, og at man derved er henvist til at betjene sig af den ekspertice, det pågældende institut kan stille til rådighed. Der kan være mange grunde til, at den ikke er fyldestgørende i forhold til et konkrekt projekt: instituttet kender ikke til markedet eller det tekniske felt, instituttet har i forvejen forretningsmæssige forbindelser til en virksomhed med konkurrerende løsning eller teknik, instituttet befinder sig op til 5 timers kørsel fra opfinderen, instituttets i øvrigt velkvalificerede konsulent fungerer ikke sammen med opfinderen på det personlige plan o.s.v. Og det er ikke godt nok at midlerne er bevilget til nogen konkrete ydelser i form af et bestemt antal konsulenttimer i modsætning til at være bevilget til succesfuld gennemførelse af et antal projekter. Der er ganske vist nogen beskedne krav om kommercialisering af 20 opfindelser via licensaftaler over 3 år, men det er ikke meget i forhold til de beløb, der bliver hældt i ordningen!

Vi er opmærksomme på, at Opfinderrådgivningen har været i udbud og kører i en kontrakt for indeværende og de 2 næste år og ikke kan ændres i den periode. På den baggrund vil vi vi gerne foreslå, at der, når Opfinderrådgivningen næste gang skal i udbud, sker en opdeling på flere delopgaver således, at to eller flere leverandører får opgaven med at levere basisrådgivning – gerne i løbende konkurrence med hinanden og gerne med et krav om en vis geografisk spredning, og at et antal leverandører kvalificerer sig til at levere udvidet rådgivning på resultatafhængige kontrakter, hvor Opfinderrådgivningens eksterne board fra sag til sag vælger leverandør efter indstilling fra den ansøgende opfinder. Man kan som tilskudsyder godt stille krav om resultatafhængige kontrakter uden, at det skal udmøntes i statslig regulering på området. Når kontrakterne bliver resultatafhængige skal leverandørerne være berettigede til at afvise de projekter, som de vurderer ikke har en tilstrækkelig stor chance for at lykkes. Det indebærer en risiko for at for mange projekter afvises på et for ringe grundlag. Derfor bør projekterne faseopdeles med en stor dækning/lille risiko i de indledende faser og en mindre dækning/større risiko længere henne i forløbet, hvor beslutningsgrundlaget er mere sikkert. Leverandøren skal altså have mulighed for at trække sig ud af projektet efter hver fase, hvis han på det tidspunkt vurderer, at risikoen ved at fortsætte ikke står mål med chancen for at nå igennem til succes. Derved sikres at mange projekter får en seriøs vurdering af marked og teknik, men at de urealistiske projekter stoppes i tide og pengene udnyttes bedst muligt.

Opfinderrådgivningens tilskudsordningen kan med fordel kombineres med en garantiordning, hvor staten påtager sig en del af risikoen ved at bringe de færdigudviklede opfindelser ud på markedet mod en vis risikopræmie, således at ordningen på sigt hviler i sig selv. Garantiordningen vil lette muligheden for at finansiere de store omkostninger, der er forbundet med at igangsætte produktion og markedsføring af et nyudviklet produkt. Hvis opgaven lykkes, kommer garantien ikke til udbetaling, men modtager betaler sin præmie til ordningen, hvorved der bliver midler til en delvis tabsdækning på de projekter, der ikke lykkes. Ordningen kræver indskud af en hvis grundkapital.

Tillad os for helhedens skyld også at påpege disse forhold, der påvirker opfinderes vilkår negativt:

1. Det er meget dyrt at beskytte opfindelser i EU. Vi opfordrer regeringen til at presse på for snarest at få gennemført planerne om et fælles EU patent og en fælles retshåndhævelse af patenterne indenfor nogen økonomiske rammer, der er konkurrencedygtige i forhold til tilsvarende markeder ude i verden. Et fælles patentsystem ville også eliminere de forskelle, der eksisterer mellem dansk lovgivning og den europæiske patenttraktat.

2. Det er ekstremt vanskelig for en opfinder at håndhæve sine patentrettigheder, når store koncerner bevidst krænker opfinderen og tryner ham ved at trække retsagerne ud i årevis. Der er mange eksempler på, at det kan vare 20 – 30 år at afklare sådanne sager. I de fleste tilfælde må opfinder give op af økonomiske grunde og krænkeren kan fortsætte sin ulovlige virksomhed uforstyrret. Patent- og Varemærkestyrelsen var for et par år siden til vor store tilfredshed med til at bane vejen for en forsikringsordning på området. Vi hører, at et forslag om store dagbøder til virksomheder, der krænker patenter er under overvejelse i London. Det kunne måske være til inspiration også her i landet.

3. Skattereglerne omkring etablering af selvstændig virksomhed stiller helt urimelige krav til opfinder i opstartsfasen. Der er i sagens natur ikke er nogen indtægter overhovedet før, det lykkes at sælge den første licens, hvilket typisk først sker efter flere år. Skattereglerne har som udgangspunkt, at virksomheden først er etableret, når der kommer omsætning. Opfinder kan derfor som udgangspunkt ikke modregne sit underskud i opfindervirksomheden de første år i eventuelle andre indtægter han måtte skaffe sig for at opretholde et eksistensgrundlag. Der er eksempler på at det kan lade sig gøre, men typisk først efter 5 år i retssystemets mølle. Der bør etableres klare retningslinier for, hvilke kriterier der skal gælde for anerkendelse af opfindervirksomhed som selvstændig erhverv i skattemæssig forstand de første år, hvor virksomheden i mange tilfælde vil give underskud.

4. En række af de tilskudsordninger, der findes på andre områder, modvirker inddirekte innovation og udbredelse af nye opfindelser. Eksempelvis er en del af landbrugets planteavlsrådgivning finansieret gennem en afgift på planteværnsmidler. Hvis der fremkommer ny teknik der kunne reducere brugen af planteværnsmidler til f.eks. en tiendedel, ville det samtidig fjerne det økonomiske grundlag for rådgivningssystemet. Systemet vil derfor i sagens natur søge at forhindre en sådan teknik i at komme frem, eller vil i det mindste ikke medvirke til at udbrede teknikken, selvom både samfund, miljø og landbruget ville være bedst tjent med at tage teknikken i brug. Der findes mange tilsvarende paradokser på andre områder – også paradokser der alene er betinget af, forskellige offentlige kasser dækker forskellige poster. Eksempelvis ville en beskeden udgift til installation af rottespærer i kloaksystemet føre til store besparelser på rottebekæmpelse og på vedligeholdelse af både kloaksystem og bygninger, men da besparelsen tilfalder andre kasser end dem, der skal afholde udgiften, bliver der ikke installeret rottespærrer. Og der findes afgiftsordninger, som hindrer udbredelsen af ny og bedre teknologi – eksempelvis bliver et nyudviklet bilsæde, der uden videre kan sikre både små og store børn såvel som voksne ikke udbredt, fordi sædet kun er afgiftsfritaget til taxier. Markedet bliver for lille til at sætte en produktion igang, og samfundet betaler i form af tilskadekomne og døde i stedet for at undvære en beskeden afgift på sikkerhedsudstyret.

5. En af de største udfordringer for mange opfindere er at skabe kontakten til de iværksættere eller eksisterende virksomheder, som kan udnytte opfindelsen. Der mangler et led mellem opfinderne og dem, der kan udnytte opfindelserne. Patent- og Varemærkestyrelsen gør et forsøg i kraft af deres IP Marketplace; Opfinderrådgivningen gør et forsøg, men lykkes kun med ganske få licenskontrakter ud af de tusinder af henvendelser, de modtager hvert år; patentbureauerne gør et forsøg, men er i sagens natur bedre uddannet til at skrive patenter og licenskontrakter end til at fungere som mæglere. Der mangler simpelthen et mellemlag af IP/patentmæglere med et godt kendskab til erhvervslivet og en grundlæggende viden om handel med IP rettigheder.

Vi er klare over, at mange af disse forhold ikke hører under Erhvervsministeriet, men vi håber, du vil sørge for, at de indgår i regeringens samlede overvejelser og at relevante tiltag placeres i de relevante ministerier.

Venlig hilsen
Opfinderforeningen.DK