Opfindelser

Læs også om:

Så-Folie – 12 år fra idé til succes
TF tagspil
Albert Hedegårds Quick dyse
Fritz Amstrups tarmrenser

Vi lærte alle i skolen at vand fryser ved 0° og koger ved 100°, og at der skal temmelig meget varme til at gå fra væske til damp. Nogen af os bemærkede at det kun gælder ved havets overflade og at vand koger ved lavere temperatur oppe i bjergene. Eneste praktiske eksempel på konsekvensen var, at det tager længere tid at koge et æg højt oppe i bjergene. Uden at tænke nærmere over det, ved vi jo også godt, at samme principper gælder for alle væsker blot ved forskellige temperaturer. Og vi ved, at man i køleskabe og varmepumper generelt udnytter princippet – i gamle dage typisk med freon – nu med nogen andre og forhåbentlig knap så skadelige kølemidler. Det var så det for de fleste af os.

Søren Minds og folkene i AC-Sun har udnyttet den viden til noget særdeles brugbart. Vand har nemlig de særlige egenskaber, at der skal meget mere energi til at gå fra væske til luftform end andre væsker, at det forekommer naturligt de fleste steder i verden og at det er ganske uskadeligt for miljø og mennesker. Derfor er det i teorien særdeles velegnet som kølemiddel i varmepumper.
I praksis er det ikke helt så ligetil. En varmepumpe kræver jo at man mestrer både fordampning og fortætning. Det er nemt nok at få vand til at fordampe ved forskellige temperaturer – man kan jo bare regulere trykket. Hvis man vil have fordampning ved lave temperaturer, skal det foregå under vakuum svarende til æggekogeren oppe i bjergene. Hvis man vil have fordampning ved høje temperaturer, skal det foregå under tryk som i en dampkeddel. Derimod kræver det en voldsom komprimering af dampen, når den skal fortættes igen. En traditionel stempelpumpe, som de bruges i køleskabene, kan ikke klare opgaven. AC-Sun har brugt en formue på at udvikle en turbine, som kan klare opgaven. Turbinen kører med meget høje omdrejninger (op til 140.000 RPM), og kombinationen af vanddamp og olie som smøremidler i lejerne er ikke ideel! Derfor har man udviklet specielle lejer. Ved de høje omdrejninger kan en lille dråbe vand også slå som en forhammer og ødelægge turbinen. Derfor må fortætning ikke ske i selve turbinen. Det kan kun undgås når dampen er ”overophedet” - altså at dampen er noget varmere end kogepunktet ved det aktuelle tryk. AC-Sun udnytter turbinens spildvarme til at opnå denne overophedning.

Nu har vi så komponenterne til en miljøvenlig og varmepumpe, men hvorfor standse der? AC-Sun er gået skridtet videre. Hvor der er brug for air-condition anlæg, er der også typisk masser af solskin. En simpel solfanger kan levere en masse energi i form af 75-95° varmt vand. Med en smule vakuum er det rigeligt til at få masser af vanddamp, der kan drive en turbine. Solfangeren trækker altså et varmt kredsløb, hvor energien afsættes i en turbine. På turbinens aksel sidder i den anden ende endnu en turbine, der driver et koldt kredsløb ved lavt tryk. Det eneste, vi nu mangler, er et par blæsere til AC-anlæggets inde- og udedele, og en lille cirkulationspumpe til vand. Tilsammen bruger de mindre end 10% af den strøm, som et normalt air-condition anlæg med samme kapacitet bruger. Der kan ikke være mange tekniske udfordringer i også at lade solfangeren drive en lille generator, så anlægget bliver selvforsynende med strøm, så det er vel kun et spørgsmål om pris.

AC-Suns første produkt er et 10 kW air-conditionanlæg beregnet til brug i Sydeuropa og andre markeder med tilsvarende klimaforhold. Men teknologien kan udnyttes med en hvilken som helst varmekilde som drivkraft. Det kunne f.eks. være udstødningsvarmen fra bilmotorer. Kun fantasien sætter grænserne, så de får sikkert rigeligt at tage fat på i AC-Sun! Læs mere på www.ac-sun.com

Søren Minds fortalte om teknikken, udviklingshistorien og udfordringerne med at finansiere udviklingen og gå til markedet på lokalmødet i Midtjylland 30.11.2009. 

Så-Folie – 12 år fra idé til succes

Da Carsten Holmgaard Nielsen i 1996 gik på landbrugsskole tumlede han med en god idé. Økologiske grønsager var ved at vinde frem, men dyrkningen krævede 2 – 3 måneders manuel lugning i rækkerne. Det måtte kunne gøres meget nemmere. Carsten vidste lige hvad der skulle til, men manglede de maskiner, der skulle kunne udføre arbejdet. Efter en del eksperimenter, måtte han opgive den første løsning, men problemet var der jo stadig, så ny løsninger skulle afprøves. Flere eksperimenter slog fejl indtil Carsten endelig fandt på en løsning, der også fungerede i praksis.

Løsningen skulle patenteres, men det viste sig at nogen i USA havde beskyttet en lignende idé for 50 år siden. Det havde man ikke lige set ved første søgning, hvor man kun var gået 30 år tilbage. Der var dog forskelle, og til sidst lykkedes det at skrive en patentansøgning, som også kunne godkendes.

Så kom hele udfordringen med at gøre løsningen til en kommerciel succes. Det var ikke en del af landbrugsuddannelsen, så Carsten brugte konsulenter og søgte investorer. Det var lige ved at lykkes, da IT boblen brast og investorerne fik kolde fødder. Øv! Uden investorer var det ikke muligt at komme ud på det professionelle marked til de store gartnerier. Men løsningen virkede jo. Og folk dyrker også grøntsager i køkkenhaven. Og ingen gider luge grøntsagerne. Så på den igen – løsningen måtte kunne sælges i små pakker. Test på egen familie og venner – det virker, men det er for bøvlet. Mere udvikling. Nu virker det, og det er nemt.

Så er det ud til butikkerne. Varen skal pakkes pænt ind og præsenteres på hylderne. Det er svært at komme ind hos de store kæder, men det lykkedes. Der blev bare ikke solgt noget. Hvorfor ikke? Varen stod på lageret eller på nederste hylde, hvor kunderne ikke kunne se den! Næste år lykkedes det at få den frem på synlige pladser, og pakkestørrelse og pris var halveret, men stadig intet salg! Året efter var pakkerne igen halveret i størrelse og pris, og nu begyndte det at rykke!

Hele processen har taget så mange år, fordi løsningen kun skal bruges 1 gang om året i forårssæsonen, og fordi Carsten gennem hele forløbet har været nødt til selv at lave det meste og tjene til føden ved siden af. Når det slog fejl, var der et helt år til næste chance.

Det har været en utrolig lang og sej proces, men stædighed og gåpåmod har holdt Carsten til ilden gennem alle årene indtil salget begyndte at rulle i 2008. Vi håber, det udvikler sig, så de mange timer og penge ender med at komme hjem igen.

Ovenstående er kun er kort sammendrag af historien. Læs Carsten Homgaard Nielsens fyldestgørende historie på www.min-ivaerksaetterhistorie.dk/ og læs mere om produktet på www.saa-folie.dk

TF tagspil

Ved oplægning af tagpap er det nødvendigt at håndtere tunge ruller med pap. Det har tidligere været særdeles hårdt for håndværkerne. Thomas Glud Bæk har løst problemet med et simpelt spil til placering på tagrygningen. Spillet løfter rullen op til rygningen og holder den på plads mens tagdækkeren brænder den fast over rygningen. Derefter kan spillet rulle pappet ud i takt med at det brændes fast ned over taget. Spillet er forsynet med ruller, så det det nemt kan flyttes hen over rygningen i takt med at arbejdet skrider frem.

Albert Hedegaards quick dyse

Ved udsprøjtning af flydende gødning, flydende vejsalt o.l. er det nødvendigt at kunne regulere doseringen. Doseringen afhænger af mange forhold såsom tryk og temperatur i væsken, afstand mellem dyserne, kørehastighed og ikke mindst hulstørrelsen i dyserne. Traditionelt har man skullet udskifte en indsats i hver enkelt dyse for at ændre hulstørrelsen. På store sprøjter kan der være op mod 100 dyser. Når der er brug for at kunne skifte mellem flere forskellige hulstørrelser, bliver det en anselig mængde indsatser, der skal holdes rede på, ligesom det er et møjsommeligt arbejde at skifte dem.

Albert Hedegård har med sin geniale konstruktion af quick dysen reduceret dette problem ganske betragteligt. Quick dysen er forsynet med 3 forskellige hulstørrelser, der kan bruges enkeltvis eller i kombination og derved skabe 7 forskellige doseringer blot ved at åbne eller lukke 3 ventiler. Ventilerne kan placeres centralt og forsyne indgangene på et antal quick dyser. Da quick dysen ydermere kan fordele væsken ligeligt til 8 sprøjtedyser, er det pludselig blevet en meget simpel opgave at tilpasse doseringen.

Quick dysen er desuden konstrueret, så man kan rense den ved simpelthen at åbne en returløbsventil. Det er ikke længere nødvendigt at skille dyserne ad, når der er kommet skidt i hullerne.

Se patentet her

Læs virksomhedens egen præsentation af quick dysen her

Link til virksomhedens hjemmeside www.kyndestoft.dk

Den igennem næsten 28 år omstridte opfindelse består af en proces og en maskine, der kan rense tarme i hele længder til en af kunden fastlagt kvalitet med samme resultat hver gang. Procesbeskrivelsen omfatter en række parametre såsom tarmsættets temperatur ved starten (skal renses umiddelbart efter udtagning af slagtedyret), omdrejningstal i maskinen, vandtemperatur, vandmængde og procestid. Hvis alle parametre kan styres præcist og holdes ensartet i hver kørsel, bliver resultatet af samme ensartede kvalitet hver gang.
Maskinen er en modificeret udgave af en tidligere kendt centrifuge, hvor modifikationerne gør det muligt at styre de omtalte parametre ganske nøje.

Patentansøgningen er udformet således, at processen og de relevante parametre er dokumenteret i ansøgningens beskrivelsesdel, og de særlige kendetegn ved maskinen er beskrevet i patentkravene. Man har forudsat, at patentkravene blev vurderet i lyset af procesbeskrivelsen jf. Patentlovens §39, der lyder: "Patentbeskyttelsens omfang bestemmes af patentkravene. Til forståelse af patentkravene kan vejledning hentes fra beskrivelsen."
Højesteret har i sin dom den 21.08.2008 fastslået, at patentkravene i sig selv skal opfylde betingelserne om opfindelseshøjde og nyhedsværdi.
Hvis opfindelsen delvist består i en proces, skal denne proces altså beskrives i patentkravene efter ordene "kendetegnet ved". Højesteret har ikke vurderet helheden i den aktuelle patentansøgning og tager derfor ikke stilling til, om helheden udgør en opfindelse. Det er vort skøn, at helheden netop udgør en opfindelse. Dermed er det sandsynligt, at en skarpere formulering af patentansøgningen ville have ført til, at Fritz Amstrup havde vundet sagen og fået godtgørelse for sin opfindelse. 
Da patentansøgningen måtte gennem en 17 år lang proces med indsigelser og tilretninger, inden det lykkedes at få den godkendt i Patent- og Varemærkestyrelsen, har det været meget svært for både Fritz Amstrup og hans patentbureau at holde fokus og skarphed i ansøgningen.

Det er dybt beklageligt, at det er muligt at trække en patentsag ud i 17 år inden Patent- og Varemærkestyrelsen kunne udstede et patent, og derefter yderligere 10 år med omstødelse af patentet gennem Patentankenævnet og 2 retsinstanser.